 Yesterday I began John Wheeler's book Full Stop! The Gateway to Present Perfection. Speaking to our non-dual nature I laughed out loud when I read: "Why would the sky look for itself in a mass of passing clouds? It would never imagine itself to be one among the number of clouds that happen to be appearing, saying, ‘That particular cloud is me’." I laughed because in that instant I saw an image, an insight if you will, of me pointing to my own passing thought-clouds saying "This is me. This is me. No this is me. This is me." I can fool around with my thinking for better or for worse believing each thought to be telling me the truth about who I am and what is possible. This is called being human. And then I read something like this and I start laughing because I remember I am the awareness aware of thinking.
 Jeg kom til at tœnke på denne sœtning af psykolog Dr. Keith Blevens - "Fremtiden er en indkomplet ligning, fordi du kan aldrig tage højde for hvillken tœnkning, der vil komme til dig i Nu'et." For mig betyder det: 1) jeg kan kun vide, hvad jeg ved lige nu, altså the facts. Alt andet er tolkning. 2) Hvad jeg føler, er blot et spejlbillede af min tœnkning i Nu'et 3) Jeg kan, og heldigvis for det, aldrig forudsige, hvilke tanker der opstår af Nu'et i fremtiden. Nu'et er abstrakt. Det er uden form. I det øjeblik jeg rœkker ud efter Nu'et for at mœrke, forstå, kende det, slipper det som fint sand mellem mine fingre. Men jeg kan let fornemme det i større og mindre grad. For mig er oplevelsen af Nu'et i Nu'et som falder jeg ind i en uendelige og altomfavnende stilhed, hvori jeg kœrligt guides af livets blide strøm. Herfra ved jeg, jeg er Nok og jeg har, hvad jeg har brug for. Alt andet fortœller mig blot, at jeg i øjeblikket uskyldigt tror, svaret på hvem jeg er ligger et andet sted. Hvem er du i Nu'et?
 There is tremendous power in hope. It is a game changer in how we show up to and in the world. Hope is not the light at the end of the tunnel, but the light already shining brightly within the tunnel. Today I feel moved to share with you a quote from psychiatrist Dr. Bill Pettit. My husband first heard this quote a couple of years ago on Dr. Pettit's The Real Change live podcast series. My husband always reads it to me when he knows I am on my way down the rabbit hole of less than helpful thinking, gently pointing me back to wellbeing. My hope is you will read it, continue to read it, and share it with others. So much of our thinking is on the Corona virus and the ramifications of its existence in this world - physical distancing, uncertainty about the future, our livelihood, the physical and mental wellbeing of ourselves and loved ones, and at times whether we should be worried or not. It can feel like we are desperately trying to control or keep a rollercoaster ride in check. Like all humans I experience times when my outlook feels dark and hopeless, and other times it feels bright and hopeful. It feels much like moving up and down levels in an elevator. I spend time in the basement feeling all sorts of less-than feelings (less than hopeful, happy, calm, loving, patient...) and I see only what is not possible. I naturally move up a few or several levels, and I feel brighter, lighter, happier, more hopeful and compassionate, and I see only what is possible. I move down levels, and up again, and so on and so forth. It is how we are designed to work. I don't always see that is what is happening so an obvious tell-sign that I am well on my way down the rabbit hole of less-than helpful thinking are the deep and apparently loud sighs I make as my body naturally releases the tension created by my thinking. When my husband has been on the receiving end of these sighs for long enough to hear they are not becoming less but deeper he always asks "do you want me to read something to you that helps me?". I always respond "yes please" well aware of what exactly it is he will read. My hope is that you will hear something resonating within you in such a way that hope arise to the surface brightening up your experience. This is the quote heard on the Real Change podcast series from psychiatrist Dr. Bill Pettit. "Listen, this is not rocket science. Sometimes you're in your right mind, and sometimes you're not. And your right mind is your home, but you can think yourself away from it. Now when you're there (away) and you want to get back home, it's really quite simple. Number one, when you're not there you're not very smart, so keep your mouth shut. Number two, keep your hands to yourself. Don't throw anything, don't hit anything, or anybody. Number three, leave your thinking alone until you feel better. Don't try do do anything with it, don't try to think positive, don't try to get rid of the feeling/thoughts, don't try to distract yourself. Just leave it the hell alone as best you can." Dr. Bill Pettit. How lovely is that. I highly recommend that you check out and scroll down on this page to watch and listen to Dr. Pettit and his wife psychologist Dr. Linda Pettit beautifully pointing us towards health and wellbeing. With love. Trine
Jeg fik pludselig helt lyst til at lave yoga, gå en tur (det har jeg nu gjort hver dag), spise sundt, stå på hovedet, gøre rent og alt muligt andet....Vil jeg gøre alt det og mere til? Nej. Gaven ligger i oplevelsen af, at i Nu'et, uanset om vi føler utålmodig, usikkerhed, glœde, kœrlighed m.fl. er vores:
Når vi får en personlig oplevelse af, at det er sådan vi fungere som mennesker, er tendensen:
Det ligger i vores menneskelige design - resilience og kœrlighed - Dét er, hvem vi er, og ro i sindet er, hvad som opstår, når vi oplever, at det er Sandt.
There is this light that shines so brightly it lights up every nook and cranny of your being. The darkness you feel is you innocently believing your thinking. Thoughts like a shadow-blanket, a veil if you will looking, feeling and sounding so real you smell and taste it. You innocently believing your experience is telling you about who you are, what you can and can not accomplish in life, that you should be more, do more, live better. When in truth you are enough! Your heart lies intact and pure only momentarily covered with specks of dust. You are not broken. You only think you are. Your light shines brightly the rays like prisms revealing your true colors. I see your heart and I feel the truth of it in my own. Do you know this light? Do you know this essence and truth of who you are?   I denne weekend blev jeg indviet i Reiki 1. Det var et lœrerigt og personligt kursus, og for mig en helt sœrlig oplevelse. Som du måske ved betyder Rei Universel Visdom og Ki er Livets Kraft. I januar sidste år havde jeg en dyb personlig oplevelse af at vœre fuldt tilstede i denne universelle, alt omfavnede og kœrlige livsenergi og visdom, som hele tiden og altid lever og guider os. Dette kursus var for mig en slags vidergående uddannelse af min allerede eksisterende viden om du vil, og helt sœrligt var det at opdage at kunne have fuld tillid til det følte og sete, og at kunne kanalisere denne intuition og visdom til gavn for et andet menneske. Jeg føler dyb taknemmelighed for denne oplevelse, og glœdes over også at kunne bringe dette aspekt, denne indsigt med mig ind i min coaching og stilhedsretreats. 💞
- - Photo: ByGerdAltmannFromPixabay  Today is the shortest day and longest night of the year. Around the globe many cultures celebrate this turning point from darkness to light. It is Winter Solstice. Especially this time of year I sense a beautiful expansive stillness emanating from within nature. As we pause for a moment allowing our intellects a rest from the mental and forever changing chitter-chatter of our busy minds we see that this deeper stillness is a perfect reflection of who we truly are. In stillness there lies a deeper Knowing easily forgotten when we innocently live our lives from within the self-made confines of our personal thinking. In the darkest of darks there is always light. As we pause and all else falls away we see that we are that which lights up the world. Perhaps it is time we stop talking and start listening. (Winter Solstice: US Dec. 21. / DK Dec. 22.)
 Ligesom der i en bil er blinde vinkler, er der forskellige oplevelser, tidspunkter og steder i vores liv, hvor vi ser livet uklart, som kigger vi gennem et slør. Det er som oftes i relationen med os selv og andre, og aspekter indenfor job, familieliv, parforhold eller projekter. Det kan opleves som utilfredshed, frustration, bekymring, tvivl og håbløshed, en følelse af at vœre ude af trit med livet og at ikke slå til som menneske. Udfra dette udsyn, disse følelser, møder vi op i livet. Vi interagere med os selv, andre og verden omkring os. Vi tager livsvigtige beslutninger ud fra, hvad vi tror vores følelser fortœller os om, hvem vi ikke er eller burde vœre. Fordi vi er menneske, bevœger vi os ind og ud af disse tankers evindelige historier. Nogle historier mere fœngende end andre, og isœr de historier, som handler om hvem vi ikke er og burde vœre og hvad andre tœnker. MEN! Under disse bølgernes brusen ligger mental klarhed, glœde og ro. En dyb og kœrlig stilhed og et klarer udsyn, som du naturligt falder tilbage i igen og igen og igen. Fordi også det er at vœre menneske. Udfra dette udsyn, disse følelser, bliver nye muligheder tydeligere, der opstår nye løsninger til gamle problemer, hvis altså ikke de fordufter helt, og livet føles lettere og mere håbefuldt. Alt dette med de samme ydre omstœndigheder, de samme mennesker i ens liv og du er stadig dig. Blinde vinkler er en naturlig del af vores menneskelige oplevelse. De opstår i det moment, det ser ud som, de er skabt af andet end Tanke i øjeblikket. I en coachingsession afmystificeres de blinde vinkler. Sløret løftes, når vi ser, hvad sløret er lavet af, og vi oplever igen mere af livet gennem større klarhed, glœde og ro.
 Essencen i mine forløb, kursusdage og temadage på skoler og institutioner er at afdœkke sammen med deltagerne (børn, unge og deres betydningsfulde voksne), hvad der ligger lige tilgœngeligt i dem som i alle mennesker. Dette uanset livsvilkårene vi vokser op under. Gennem forskellige øvelser, snakke og reflekterende samtaler får deltagerene en dybere, rigere forståelse af livet og deres medfødte egenskaber. Vi er naturligt opfindsomme, glade, ressourcestœrke, kœrlige og modstandsdygtige med en indre gps, i form af sundefornuft, klar til at guide os gennem livets udfordringer. Det er nemt at glemme om os selv, og vi kan let komme til at lede efter kœrligheden, glœden, roen og svarene udenfor os i venner, rusmidler, fester, sex, kœrester, shopping.... Men i øjeblikke af indre ro og klarhed fornemmer vi, at det er sådan det er. Jeg bruger ikke mange redskaber i min undervisning, men syngeskålen har jeg altid med mig. Min erfaring er, at i vores opmœrksomhed på lyden fra syngeskålen vendes blikket ofte indad, og vi begynder at fornemme mere og mere af den stilhed, som ligger bagom lyden og i vores stille sind. Når denne dybere og mere udvidede stilhed først er fornemmet, er den lettere at genkende igen, og ligeså vigtig er tilliden til, at blot fordi den ikke mœrkes, er ikke ensbetydende med, den er vœk. Sådan bruger jeg skålen - Så i dag vil jeg fortœlle dig, hvordan jeg bruger syngeskålen. Det er en øvelse, du kan lave med alle aldresgrupper. Begynd ved at sikre dig at ingen i gruppen er lydfølsomme, og sørg for at den eller de, som er ekstra følsomme over for lyd, de sidder lœngst vœk fra skålen. Som start på øvelsen invitere jeg børn og voksne til at sidde med ret ryg og lukkede øjne. Da det ikke er alle, som synes det er behageligt at sidde med lukkede øjne, fortœller jeg gruppen "jeg har altid mine øjne åbne, så I kan lukke Jeres". Er der børn som hellere vil sidde med åbne øjne, beder jeg dem finde et sted på gulvet foran sig at fokusere på. Når vores ryg er ret lytter vi bedre, og når vores øjne er lukkede høre vi mere. Har deltagerne lyst kan de lœgge en hånd på maven for lettere at kunne følge deres ind- og udånding. Jeg fortœller dem, at når de ikke lœngere kan høre lyden, markere de ved at rœkke hånden i vejret, eller tager hånden ned alt efter, hvad der giver mest mening for den enkelte. Det er forskelligt fra person til person, hvornår lyden stopper, og derfor beder jeg dem sidde stille og tie stille indtil alle har givet tegn. Når et barn markere, at nu er lyden stoppet for ham, anerkender jeg, at jeg har set ham. Skulle nogen have svœrt ved at vente, er det ofte nok bare at kigge på dem, smile og gøre tegn til stilhed. For at give skålen mulighed for at lave en så lang lyd som muligt, stiller jeg den på min håndflade med fingrene udstrakte, så skålen balancere på håndfladen. Jeg strœkker og løfter armen med skålen en smule, så flere kan høre lyden i lœngere tid. Jeg bruger den tilhørende trœkølle til at slå på kanten af skålen en enkelt gang. Hvor hårdt eller blødt du skal slå, ved du med lidt øvelse. Lyden skal vœre behagelig. Jeg bemœrker også lyden og min vejrtrœkning samtidig med, at jeg er opmœrksom på gruppen. Som facilitator er jeg rollemodel og den de skal kunne lœne sig op af. Når øvelsen er slut deler dem som har lyst kort deres oplevelse. Har man ikke lyst til at dele er det altid helt okay at sige "pas". Opmœrksomhedspunkt -
Denne øvelse kan bl.a. bruges til at -
Hvad oplever du? Arbejder du med børn og unge på en skole, institution eller kommunalt? Vil du have flere muligheder i din tilgang til de børn og unge, du møder til daglig? Vil du opleve en dybere og rigere forståelse af livet, som du kan formidle videre til de børn og unge, du er sammen med til daglig? Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale eller invitere mig og en kollega til et af jeres allerede planlagte møder, pœdagogiskedage el. lign., hvor vi helt gratis inspirer til mere harmoniske hverdage sammen - oplœgget er en berigende forsmag på vores kurser.
 Kender du det med at tage indholdet i dit liv op til revision? For mig giver det god mening ind i mellem at tjekke-ind, hvor er jeg lige nu i forhold til famile og venner, min fysiske og mentale sundhed, min coachingvirksomhed, projekter m.m.. Jeg tjekker-ind om, jeg er tilstede, nœrvœrende og autentisk med de mennesker, jeg er sammen med og i det jeg vil bringe ud i livet og dele med andre. Og nogle gange opdager jeg, der er noget, jeg slipper, justere på eller skaber plads til. Det kan vœre en justering som f.eks. da jeg gik ned i tid på mit arbejde, fordi det var vigtigt for mig at vœre mere sammen med min familie omkring madlavning og spisetid. Jeg har lagt mœrke til, det er svœrt at vide, hvad jeg skal slippe, justere på eller skabe plads til, når jeg forsøger at gøre det ud fra, hvad jeg tœnker om det. Tanke skaber følelse. Vores tœnkning og derfor også hvad vi føler er altid i forandring og derfor vil svaret typisk œndre sig i takt med, hvad jeg føler om det. Det ene øjeblik kan det virke som en god ide f.eks. at sœlge huset og flytte og i nœste moment er der alt muligt, som det ligner står i vejen for, at det er en god ide. Vores tanker kan bruges til mange ting som f.eks. til praktiske gøremål, vise os vejen fra A-til-B, undersøge og analysere o.s.v. men når det drejer sig om at fortœlle os, hvad der er rigtig og forkert, hvem vi er og ikke er, hvad vi kan og ikke kan, kan vi ikke regne med, hvad de fortœller os. Når vi uskyldigt oplever vores tanker som andet end luftige skyer på himlen, basere vi ofte vores oplevelse af verden ud fra hvad vi føler. Det kan føles som at sidde forrest i en af de store rutsjebaner i tivoli - når vi er nede, føler vi os usikre og mindre vœrd, at ikke slå til og når vi er oppe ser vi hele billede og oplever verden er positiv. Men der er noget du altid kan regne med. Noget som ikke kommer og går. Noget som altid er. Og det er i den retning, jeg kigger sammen med de mennesker, jeg har coachingsamtaler med. Det lyder nœsten som en gåde eller starten på en dårlig joke, men den er god nok. Bagom de uendelige skyer i alverdens former og nuancer ligger himlen blå og urørt. Jeg selv beskriver det, som at blive båret i en favende og kœrlig stilhed. Det er, hvem du er. Når vi ér med Livet, opstår der en lethed i, hvad vi skal og hvor vi bevœger os hen. Når jeg tager indholdet af mit liv op til revision, er det ikke for at tœnke mig til eller ud af noget. Jeg bemœrker blot, hvorfra jeg beslutter og bevœger mig. Om jeg forsøger at tœnke mig i en bestemt retning eller er tilstede med det jeg ved og der jeg er lige nu.
|
Kategories
Me in a nutshellI am, for the most part, happy mom for two amazing teens, wife to my wonderful and supportive husband, acting CEO of our small household, owner of Lumen, Mental Health Educator, essential oil enthusiast, and best of all I am me. Welcome!
Arkiver
Juli 2021
|
RSS-feed