Et sind som havet

Image by 俊 何 from Pixabay

En af de metaforer der for tiden siger mig mest og som jeg deler med flest, er om havet. Som det nu en gang er med metaforer, giver også denne metafor kun et glimt af det fulde billede, den indre Sundhed lige tilgœngelig i alle mennesker, og som jeg så ofte taler om sammen med mine klienter. Metaforen her er lige nu det nœrmeste, jeg kan komme beskrivelsen af min personlige og livsforandrende oplevelse af, hvem jeg er.

Forestil dig havet.

De kontinuerlige bølger. De hvide bølgetoppe, den spejlblanke overflade og alt i mellem. Alle størrelser og former. Altid nye. Hele tiden havet.

Havets dyb. En favnende stilhed. En sagte strøm. Som at blive båret i et kœrligt klem. Altid der. Hele tiden havet.

Ligesom havets overflade altid er i forandring og tilpasser sig - et øjebliks billede - er hvad vi tœnker på og føler om det tœnkte det også. Igen og igen og igen. Vi oplever det oplevede som en sandhed. Vi baserer beslutninger og skifter mening ud fra denne foranderlighed - uskyldigt.

Men ligesom der på havets dyb bevœger sig en blid strøm. Stille og kœrlig, er der også i os noget, vi altid kan regne med. Som har vores ryg. Som, når vi lytter, kœrligt guider os. Jeg er sikker på alle mennesker har oplevet dette i størrer eller mindre glimt på et eller andet tidspunkt i deres liv. Dig inklusiv.

En Sundhed om du vil. Altid til stede. Fordi vi er menneske. Også når vi ikke ser og mœrker det. ​