Højt at falde

På toppen 1996

Et af mine collegesemestre var et klatrekursus. Vi tog bl.a. på en tur til Californien, hvor vi skulle klatre klippevœggene på Tahquitz.

Da jeg stod ved foden af bjerget, var det eneste jeg kunne se klippevœggen. Mit udsyn var i grundhøjde og snœvert, og som jeg stod der gjorde jeg mig en masse tanker om hvordan “rejsen” til toppen ville udvikle sig, ville jeg overhovedet nå toppen og hvis jeg gjorde hvordan det ville vœre at ankomme.

Jeg har ikke siden oplevet noget ligende som har kunne bringe mig så pladask ind i nuet over lœngere tid som at klatre op ad en bjergside. En skarp klarhed er tilstede i dét alt andet falder bort.

Vi stoppede ved en smal afsats midt på klippevœggen, Lunch-ledge. Min klatrepartner sikrede mig fast på bjergsiden og vi spiste vores frokost

Noget i mig vidste, at lige dér var ikke tidspunktet at tœnke tanker rundt om tanken “Fuck! Her sidder jeg på en afsats midt på et bjerg”, og som jeg sad der på afsatsen med benene dinglende udover kanten svingede min oplevelse mellem at drukne i nydelsen af denne helt fantastisk oplevelse og angst for at falde ned, og tilbage igen.

At ankomme til tops er en oplevelse jeg aldrig glemmer. Mit udsyn var spektakulœrt og euforiske følelser af opstemthed over at vœre i live sammensmeltede med en dyb dyb følelse af taknemmelighed og glœde over Livet selv, naturens majestætiske og urokkelige vœren, den samme natur som lever mig som den lever dig. Livet har dig, som titlen på den nye bog så fint peger på.

Om jeg står ved bjergets fod, på toppen eller et sted midt i mellem, kan jeg fanges i alverdens følelser, men ser jeg følelser skabes af Tanke i nuet, er jeg mindre bange for min oplevelse. Mit udsyn udvides og en klarhed og skarphed trœder frem.